Forbrugeraftalen - en hjælp til din skriftlige aftale
Forbrugerrådet har udarbejdet en standardaftale, som du kan bruge, når du skal indgå en aftale med din håndværker.
Fra Forbrugerrådets hjemmeside:
"Formålet med forbrugeraftalen er, at forbrugeren og virksomheden får gennemgået opgaven og efterfølgende får det aftalte ned på skrift. En gennemgang af arbejdsopgaver sammenholdt med en skriftlig aftale giver en bedre forudsætning for, at arbejdsprocessen og det endelige resultat bliver tilfredsstillende for begge parter.
Benyt derfor aftalen allerede fra det tidspunkt, hvor opgaven skal beskrives. Sørg for at få gennemgået og aftalt forhold som forventninger til de ydelser, der skal leveres, det endelige udseende, materialernes kvalitet samt hvornår og hvordan opgaven skal udføres. I forbindelse med større og/eller komplicerede entrepriser anbefales det, at forbrugeren benytter en professionel rådgiver med henblik på at få præciseret arbejdsopgaverne. Ligeledes bør forbrugeren ved denne type opgaver sammen med sin rådgiver overveje, om aftalen skal udfærdiges med udgangspunkt i AB 92. Eksempler på sådanne opgaver kan være store om- eller tilbygninger eller opførelsen af et helt parcelhus.
Denne forbrugeraftale er udarbejdet i et samarbejde mellem Dansk Byggeri, Erhvervs- og Byggestyrelsen, Forbrugerrådet, Håndværksrådet og Tekniq. Forbrugerstyrelsen har tilsluttet sig aftalen."
Download forbrugeraftalen ved at klikke på linkene i højre side, eller læs mere på http://www.forbrugerraadet.dk/raad-alle/alle/haandvrk/